Elev fra Paderup Gymnasium støtter op om færre eksamener

For nyligt opnåede borgerforslaget ’En fair afslutning til 3.g’ de 50.000 stemmer, det kræver for at blive behandlet i Folketinget. På Paderup Gymnasium i Randers har borgerforslaget også fået flere af eleverne til tasterne – heriblandt Karoline Mousing.

Det bliver spændende, hvor mange eksamener 3.g’erne landet over kan se frem til. Foto: Frederikke Møller

Af Frederikke Møller

51.334 stemmer blev det til for borgerforslaget ’En fair afslutning til 3.g’.  

Et borgerforslag, der lyder på, at dette års 3.g elever skal have samme vilkår som sidste års eksaminander. Sidste sommer blev der skåret ned i antallet af prøver, samtidig med at lærerne fik mulighed for at tilpasse pensum ved spørgsmålene til de mundtlige eksamener.

Karoline Mousing, der til dagligt er elev på Paderup Gymnasium, er en af de borgere, der har underskrevet forslaget. Uden at kunne nævne specifikt omfang, mærker hun, at der generelt er ret stor opbakning til forslaget blandt hendes medstuderende. Få af dem, hun selv har talt med, ønsker det normale omfang af eksamener.

Karoline Mousing peger blandt andet på, at denne årgang under alle tre år på gymnasiet har været påvirket af Covid-19 og diverse forskellige restriktioner, som har medvirket til, at en stor del af undervisningen har forgået online.

”Selvfølgelig skal man selv have ansvar for læring, når man går i gymnasiet – det jo klart, men vi har på en eller anden måde skullet tage et endnu større ansvar,” siger Karoline Mousing.

Karoline Mousing er udover at være elev på Paderup Gymnasium også elevrådsformand. Foto: Karoline Mousing

Er online-undervisning sværere?

Ifølge Lilian Buus, der blandt andet forsker i digitalt understøttet undervisning, handler det i høj grad om, hvordan online undervisning er tilrettelagt. Fra tidligere undersøgelser ved hun, at der er mange nuancer i netop denne tilrettelæggelse. En undervisning er selvfølgelig ikke optimal, hvis man sidder otte timer foran en skærm om dagen, men Lilian Buus understreger, at hun ikke i detaljer er bekendt med, hvordan undervisningen er foregået på de enkelte gymnasier.

En skelnen mellem mundtlige og skriftlige eksamener

Allan Friis Clausen, der er rektor på Paderup Gymnasium, giver i et mindre omfang opbakning til borgerforslaget. Han mener ikke, at man decideret behøver at reducere antallet af mundtlige eksamener. Ifølge Allan Friis er det derimod væsentlig at skelne mellem de skriftlige og mundtlige.

Ved de mundtlige eksamener har eksaminatorerne nemlig allerede lov til at justere i prøvegrundlagene, så der bliver taget hensyn til den nødundervisning, der har været i de flerårige fag, fortæller Allan Friis. Anderledes er det for de skriftlige eksamener, der allerede er udarbejdet nu.

”Jeg er ikke bekendt med, at der er taget særlig hensyn til corona,” fortæller Allan Friis. Hvis dette er tilfældet, bakker han op om en ændring af de skriftlige eksamener.

En bjørnetjeneste

Mogens Pold, der er konstitueret rektor på Randers Statsskole, mener ikke, at antallet af eksamener har brug for at blive reduceret.

”I og for sig er det måske at gøre de kommende studenter en bjørnetjeneste,” siger Mogens Pold. Han peger på, at der ligger en læring i at komme til det egentlige antal af eksamener – også af den grund, at eleverne i forvejen har oplevet en reducering af eksamener sidste år.

Ligesom Allan Friis, mener Mogens Pold dog, at man godt kan tage et ekstra kig på de skriftlige eksamener, hvor man helst skal kunne hele pensum, for at løse opgaven.

Ikke klar

Tilbage på Paderup Gymnasium håber Karoline Mousing dog på, at borgerforslaget bliver vedtaget i Folketinget. Til spørgsmålet om hun er klar til eksamen, hvis ikke borgerforslaget bliver en realitet svarer hun følgende

”Nej! Og så vil jeg i hvert fald føle, at jeg meget hurtig skulle blive det.”