Fagforeningsformand i Randers siger farvel

Ole Christensen har været lokalformand i 3F Randers i over 10 år. I morgen fredag takker han af og skal nu være forhandlingssekretær i 3F i København. Han glæder sig til arbejdet, men kommer til at savne lokalafdelingen og kollegerne.

Formand for 3F Randers gennem 10 år, Ole Christensen. Foto: 3F Randers

Af Anton Dahl Andersen

Med ryggen mod udsigten over Gudenåen og briller i pandensidder Ole Christensen på sit kontor i 3F-Huset på Tronholmen i Randers. Han har været fagligt aktiv siden 1994 og siger, at han altid har interesseret sig for det faglige arbejde.

”Jeg fik de her idéer om retfærdighed, tillid og sammenhold med hjemmefra, og fagbevægelsen har altid betydet meget for min familie.”

Ole Christensen var lagerarbejder på Brødrene Dahl i Randers i 15 år – med 13 år som tillidsmand. I 2011 blev han valgt som formand for 3F Randers.

En formand holder fyraften – nu kalder forbundet

Når Ole Christensen ser tilbage på de 10 år som formand, er han stolt.

”Vi har en stærk afdeling, og jeg ved, det kommer til at fortsætte. Der er så gode mennesker her, og de gør en kæmpe forskel for medlemmerne.”

Det er derfor også med blandede følelser, at han nu skal forlade afdelingen.

”Det er da lidt vemodigt, men alt i alt er jeg rigtig stolt og tilfreds”, siger Ole Christensen

Næstformand værdsætter samarbejdet

Jan Guldmann stiller ikke til formandsposten, men fortsætter arbejdet som næstformand. Foto: 3F Randers

Næstformand i 3F Randers, Jan Guldmann, blev valgt som næstformand på samme generalforsamling, som pegede på Ole Christensen som formand. Han er glad for samarbejdet med Ole.

”Vi har udfordret hinanden, og vi skal jo være uenige engang i mellem, men også stå last og brast, når beslutningerne er taget”, siger Jan Guldmann.

Han stiller ikke selv op som formand på generalforsamlingen d. 9. februar. Han bliver 65 år næste måned, og han mener, der skal yngre folk til.

”Men jeg fortsætter som næstformand lidt endnu – jeg er jo valgt”, griner Jan Guldmann.

Ole Christensen tiltræder den nye stilling den 1. februar.