”Vi løber i Randers” har knækket koden til de ellers dødsdømte nytårsforsæt

En ny undersøgelse viser, at ét af de mest populære nyhedsforsæt blandt danskerne i år, er at dyrke mere motion. Men mindre end hver tiende dansker formåede så også rent faktisk at holde sit nytårsforsæt i 2021. I løbeklubben ”Vi løber i Randers” oplever de dog en anden tendens.

Af Frederikke Møller

”Vi løber i Randers” handler om fællesskabet – løb er blot en bonus. Foto: Morten Brenholdt

Mere motion er ét af de tre mest populære nytårsforsæt blandt danskerne for år 2022 – kun overgået af ønsket om vægttab og en sundere kost. Det viser en ny undersøgelse af danskernes nytårsforsæt foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige. Selvom ambitionerne er skyhøje, er det dog de færreste danskere, der rent faktisk får inkorporeret de nye vaner. Samme undersøgelse viser nemlig, at det var mindre end hver tiende af de adspurgte, der holdt sit nytårsforsæt i 2021.

I Randers’ folkekære løbeklub ”Vi løber i Randers” oplever de også virkningen af randrusianernes nytårsforsæt. I år har hele 104 meldt sig til den gratis løbeskole, som de opstarter to gange årligt. Forskellen er bare, at de oplever, at de fleste af løberne bliver.

Selvom løb er omdrejningspunktet, er det nemlig noget andet, der får brugerne til at komme igen.

”Jeg tror, at det, der gør, at folk bliver ved, er, at vi ikke føler os som et motionsfællesskab som sådan. Vi ser os som et socialt fællesskab. I princippet kunne vi lige så godt mødes og strikke”, siger medstifter Lone Fogsgaard.

Rummelighed, sundhed, grin og mødet med andre mennesker er de værdier, der præger ”Vi løber i Randers.”

Dygtige baneløbere og ”vandrende pinde”

Da Lone Fogsgaard i sin tid var med til at stifte ”Vi løber i Randers”, var det, fordi hun så en mangel på et større socialt fællesskab i Randers. I dag mødes løbeklubben tre gange ugentligt iført de karakteristiske orange trøjer, der er nemme at spotte i bybilledet. Der er ingen forpligtelser, man kan blot møde op – uanset køn, alder og niveau. Klubben rummer i dag alt fra dygtige baneløbere til de vandrende pinde, som er klubbens ganghold.