Lokalt boksestævne sendt til tælling

Cheftræner og formand for Bokseklubben Thor besluttede i går, grundet coronasmitte, at udskyde det planlagte februar-stævne til april.

Af Nikolaj Baldur

Den randrusianske bokseklub har i denne omgang måtte se sig slået af corona. Det stævne, som var planlagt til at skulle afholdes i februar, er blevet rykket til den 2. april, meddeler cheftræner og formand Kenneth Jensen. På trods af modgangen giver den lokale ildsjæl ikke op, og han regner med at have 12-14 kampklare randrusianere på aftenens kampkort i april.

”Når BK Thor afholder stævne, ved folk, at de kommer til at se pæn teknisk boksning, og at der er styr på tingene”, fortæller Kenneth Jensen. 

Ved klubbens seneste stævne i oktober var der mellem 400 og 500 tilskuere. Der kom kæmpere fra hele Jylland for at prøve kræfter med de lokale Randers-boksere. 

Der blev slået på tæven under stævnet i oktober. 
Foto: Taget fra Bokseklubben Thors facebookside.

Ikke en dans på roser

Det er ikke kun stævnerne, der er blevet påvirket af alle nedlukningerne og restriktionerne. Kenneth Jensen forklarer, at det også har kostet ham nogle af hans bedste kampboksere, som faldt fra i de perioder, hvor de måtte holde lukket. Han har dog stadig 11 dygtige boksere at arbejde med.

”Jeg stiller krav til mine kampboksere. Der er alkoholforbud, når sæsonen er i gang, det vil sige fra midt august til start maj. Derudover SKAL man, medmindre man har en meget god undskyldning, deltage i træningen fire gange om ugen. Også den kl. 8 lørdag morgen.” siger Kenneth Jensen.

Stævnet den 2. april bliver afholdt på Nørrevangskolen i den store hal.