Borgere og politikere bygger bro i Randers ved hjælp af bæredygtighed

Daniel Madié, gruppeformand for Konservative i Randers Byråd, skal lede et nyt politisk udvalg i byrådet i Randers. Udvalget skal bestå af både politikere og civile borgere. Jacob Torfing, professor i offentlig forvaltning ved Roskilde Universitet, forklarer, at det kan være et givende tiltag for kommunen.

Byrådet skal holde møde på mandag.
Foto: Sofia Tøfting

Af Sofia Tøfting

Det bliver en noget broget flok, der snart skal danne et nyt, midlertidigt bæredygtighedsudvalg i Randers kommune. Udvalget bliver med al sandsynlighed en realitet fra på mandag den 31. januar, siger Daniel Madié, gruppeformand for De Konservative i Randers Byråd.

Det nye udvalg, der fokuserer på bæredygtighed, skal bestå af ni medlemmer. Med Daniel Madié i spidsen skal der blandt andet også sidde Karen Lagoni (S), Anders Henrik Jensen (V) og Frida Valbjørn Christensen (Ø). Derudover skal der også sidde fire ganske almindelige borgere fra Randers Kommune. 

Man er god til at anerkende, at politikere i Randers kommune kan én ting, mens ekspertise fra menneskene i kommunen kan noget andet, mener Daniel Madié.

”Vi politikere kan jo ikke alt,” siger han.

Samspil mellem borgere og politikere

Initiativet er et klogt træk af Randers Byråd, ifølge Jacob Torfing, politolog og professor i offentlig forvaltning.

”Den slags udvalg er med til at bygge bro mellem samfund og kommune,” siger han.

Når borgerne er med til at tage beslutningerne, føler de mere ejerskab over dem. De har lettere ved at acceptere løsninger fra byrådet, forklarer Jacob Torfing. Og de kan føle sig repræsenterede.

”Så kan borgerne tænke: Der er andre ligesom mig, der har været med til at tage beslutningen. Så har de nok overvejet mine synspunkter også,” siger Jacob Torfing.

Kan medvirke til bred enighed

Jacob Torfing spår, at det nye udvalg potentielt kan blødgøre de skarpe, interne stridigheder, Randers Byråd længe har været præget af.

”Man kunne overveje den mulighed, at Randers Byråd benytter muligheden for at starte forfra efter deres interne stridigheder,” siger Jacob Torfing.

Formanden for det nye politiske udvalg, Daniel Madié (K), afviser, at det er grunden til, at udvalget er oprettet. Han anerkender dog, at det kan gøre noget for den fælles følelse af enighed. 

Daniel Madié mener, at bæredygtighed er et område, alle partierne i Randers Byråd er enige i.

”Det sker ikke så tit i Randers, at vi får 31-0 på stemmeafgivningstavlen – det kunne dette udvalg give,” siger Daniel Madié.

At almindelige borgere er med til at tage beslutninger er ifølge Jacob Torfing en stigende, international tendens.

Udvalget er et såkaldt 17-4-udvalg, som betyder, at politikerne kan inddrage civile borgere i byrådets udvalg – noget, der normalt ikke kan lade sig gøre. 

Daniel Madié forventer, udvalget bliver godkendt mandag den 31. januar i byrådet.